BK77

- Badminton i hjertet af odense

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

BK77's historie

Da en flok unge mere eller mindre uprøvede badmintonspillere i 1977 satte sig sammen for at udfærdige nogle vedtægter for en ny klub, var det ikke med det formål at blive en af de bedste badmintonklubber på Fyn. Man håbede spillet med fjerbolden kunne give nogle hyggelige stunder både på og – ikke mindst – uden for banen.
De første år var der træning en enkelt gang om ugen. Det var til gengæld også en lang ”træning”. Den begyndte med et par timers spil i hallen på Nyborgvej, hvorefter turen gik ind til Odense centrum, hvor diverse beværtninger ventede. Igennem årene har et utal af værtshuse og caféer lagt stole, borde og fadøl til denne tradition, som stadig holdes ved lige i dag.

Efterhånden som årene gik, blev interessen for klubben større, og det blev på den årlige generalforsamling foreslået at tilmelde et Serie 4-hold til turneringen under Fyns Badminton Kreds (FBK). Det var et stort spring at skulle konkurrere mod andre og større klubber, da konkurrencen ikke skulle komme til at overskygge det vigtigste element i BK77 - det sociale liv. BK77 havde nemlig hurtigt fået ry for at være den sociale klub på Fyn, som formåede at forene hyppig festaktivitet med sportslig succes.
Opturen begyndte for alvor i 1993, da det lykkedes at avancere fra Serie 2 til Serie 1. Så højt havde ingen i klubben forestillet sig, at BK77 ville kunne placere sig. Men også på dette punkt skulle klubben skille sig ud.

I august 1996 blev klubben nemlig kontaktet af FBK. Et hold havde trukket sig i Fynsserien og BK77 fik tilbudt at overtage den ledige plads. Klubben blev rakt en lillefinger og endte med at tage hele armen, for sæsonen fik det besynderlige forløb, at BK77 vandt Fynsserien og rykkede videre op i Danmarksserien. Et så hurtigt avancement er vist aldrig set før i dansk badminton!!

Sæsonen 2001/02 blev skelsættende på flere områder. BK77 fyldte 25 år, og det blev fejret med en kæmpefest, hvor både nuværende og tidligere turneringsspillere på bedste BK-vis festede til den lyse morgen. Det blev også den sidste sæson, hvor BK77 havde til huse i squashcentret på Nyborgvej - den frygtede hjemmebane. Klubben flyttede istedet ind i Hunderupskolens nye idrætshal. Her var masser af plads, og banerne blev hurtigt fyldt med motionister og ikke mindst ungdomsspillere. Badminton for spillere under 18 år havde indtil da ikke fyldt meget i BK77, men det viste sig hurtigt, at ungdommen gerne ville til klubben og derfor måtte der hurtigt oprettes ventelister.

Seniorerne fortsatte opturen med 1. holdets oprykning til i 3. division. Både 2. og 3. holdet spillede om oprykning fra serie 1 og 2, men måtte desværre nøjes med henholdsvis en 2. og 3. plads. Det blev kun til en enkelt sæson med divisionsstatus. Én enkelt kamp var forskellen på en tur ned i Danmarksserien og en ny sæson i 3. division. Også for 2. og 3. holdet var sæsonen lettere skuffende. Det blev igen til sekundære placeringer i oprykningsspillet.

Det blev dog til et hurtigt comeback til 3. division i sæsonen 2003/04, hvor det kun blev til et enkelt nederlag i hele sæsonen, og igen var der en god årsag til fest. For 2. holdet gentog historien sig. Da slutspillet om oprykning til Fynsserien var færdigt, var det ikke med BK77 blandt oprykningen.

Til sæsonen 2006/07 fik klubben tilføjet en del forstærkninger hvilket gjorde at der for 1. gang i klubbens historie blev tilmeldt 4 seniorhold. Resultatmæssigt snublede 1. holdet dog og måtte tage til takke med at skulle spille i Danmarksserien i den kommende sæson. Til gengæld kom den længe ventede oprykning for 2. holdet til Fynsserien. 3. holdet havde også en af de bedre sæsoner og da pointene skulle gøres op, var der ikke stor margin fra holdets 4. plads til oprykningspladserne. Hvis vi kan holde den samme bredde i den kommende sæson, så er en oprykning for 3. holdet bestemt igen inden for rækkevidde.

I de sidste par sæsoner har 1. holdet positioneret sig som et stabilt Danmarksserie hold og 2. holdet som en god kandidat til oprykning til Fynsserien. 3. holdet rykkede for to sæsoner siden ned i serie 3 og der kæmpes bravt for en mulig oprykning igen. Derudover er vores seniorafdeling vokset og i sæsonen 2010/11 har vi aldrig været så mange spillere før. Dette er utrolig positivt og giver en god stemning når hallen er fyldt til hver træning. Vi ser os helt klart som en både seriøs og social badmintonklub i Odense. 

Vores ungdomsafdeling bliver stadig større og større, og det er vi rigtig glade for. Der er i skrivende stund ca. 45 spillere. Der bliver i hver sæson tilmeldt flere og flere ungdomshold og spillerne kommer til stævner over hele Fyn, så kendskabet til BK77 som en ungdomsklub spredes år for år.

Bestyrelsen 2010

Dedicated Cloud Hosting